Som Experience Manager i den lille aalborgensiske virksomhed AskCody har Cecilie Als ansvar for både User Experience, User Interface Design, marketing og undervisning i virksomhedens produkter ude hos kunderne.
”Ja, jeg har mange hatte på. I større virksomheder ville det, jeg laver, være fire afdelinger”, smiler Cecilie Als.
AskCody er en ung virksomhed, der har udviklet en digital platform til vejvisning, gæsteregistrering, mødebooking med videre. Cecilie Als understreger, at de mange forskellige arbejdsopgaver giver hende mulighed for at arbejde med netop den helhedsoplevelse, der har været så meget i fokus på hendes uddannelse til cand.it. i Oplevelsesdesign.
”Jeg trækker virkelig meget på det, jeg har lært om, hvordan man skaber rammerne for en oplevelse med teknologi og det digitale, og hvordan man kommunikerer design og æstetik. Før var jeg meget optaget af, hvordan ting ser ud, men oplevelsesdesign sætter produktet i en kontekst og fokuserer på brugeren både før, under og efter mødet med produktet”, forklarer Cecilie Als.
Læs hele interviewet med Cecilie Als
Tekst: Britta Ank Pedersen, It-vest
Foto: Michael Bo Rasmussen, www.baghuset.dk