Thomas Bro Wormslev Jakobsen: At gå i krig eller at vandre sammen - en undersøgelse af verdenssyns betydning for interreligiøs dialog blandt åndelige formidlere i en større dansk provinsby.
Nærværende undersøgelse er en undersøgelse af dialog mellem religiøse formidlere fra tre sammenhænge, folkekirkepræster, frikirkepræster og såkaldt alternative behandlere i en større dansk provinsby. Dialog skal forstås i bred forstand, som både indre og ydre dialog, debat, samtale, samarbejde og måske fælles praksis. Hovedspørgsmålet har været, hvem der så kan være i dialog, samtale og måske fælles praksis. Hvorfor lykkes dialog nogle gange, og hvorfor synes den andre gange slet ikke at komme i gang? Nærværende undersøgelse har bekræftet en antagelse om, at dette kun i mindre grad kan forklares med konfessionelle årsager.
Der er sket en stærk subjektivering ikke alene i synet på religion, men også i synet på kulturen og samfundets institutioner – bredt forstået. Skillelinjerne følger ikke nødvendigvis og ofte ikke kulturelle eller konfessionelle grænser, men går midt igennem kulturer og religioner. Den primære inspiration til nærværende projekt, en undersøgelse af hvorledes verdenssyn påvirker amerikanske konfliktmægleres praksis, peger på verdenssynsbegrebet som et brugbart værktøj til at kunne sammenligne på tværs af kulturelle og religiøse grænser.
Nærværende undersøgelse søger at afklare verdenssynsbegrebet, og finder, at en såkaldt dimensionerende tilgang til verdenssynsbegrebet er frugtbar. Fordi den netop tager hensyn til, at postmoderne verdenssyn er personlige, sammensatte af elementer fra forskellige kulturelle og religiøse sammenhænge, og at disse elementer er højst udskiftelige. Med baggrund i den belgiske filosof Clement Vidals arbejde anses et verdenssyn som fuldstændigt, hvis det giver et svar til de grundlæggende filosofiske livsspørgsmål: hvad er? (Ontologi); hvorfra? (Forklaring); hvorhen? (Futurologi); godt/ondt? (Axiologi); agere hvordan? (Praxiologi); sandt/falsk? (Epistemologi). Disse seks spørgsmål kan så udbygges med en række underpunkter alt efter, hvad der i en given sammenhæng skal undersøges.
Forskere fra forskellige forskningssammenhænge peger samstemmende på, at mennesker bruger fortællinger til at berette om det, der er vigtigt for dem og til at skabe orden i de indtryk, som tilværelsen giver. Forskerne taler om, at narrativer udtrykker de bevidste lag i et menneskes verdenssyn, medens metaforerne, der pakker fortællingerne, viser de ubevidste lag. Derfor blev det narrative interview valgt til nærværende undersøgelse af dialogen mellem 19 religiøse formidlere. Elementer fra det såkaldte livshistorieinterview blev også inddraget, fordi livshistorien kan sige noget om forholdet mellem personlig og professionel identitet, og f.eks. om vendepunkter i livet tillægges en religiøs forklaring. For præster tales der om kaldshistorie. Det er et resultat i undersøgelsen, at det med rimelighed kan siges, at behandlerne i undersøgelsen også har en religiøs dannelses- eller kaldshistorie.
Det er blevet almindeligt at forske i egen kultur inden for mange fagområder. De særlige krav, det stiller til forskeren, bliver endnu mere nærværende, hvis forskeren forsker blandt sine egne. Det kunne være tidligere kolleger. Nærværende projekt er netop et sådant projekt. Interviewer er tidligere kollega med folkekirkepræsterne, har haft en deltagerrelation i præstenetværket og kendt behandlerne fra den såkaldte Helsemesse. Problematikken blev temasat med en række såkaldte prøveinterviews, hvor tre interviewpersoner deltog, som i forskellig grad kendte forskeren forud. Interviewene var rammesat som kollegial supervision bl.a. for at sikre en umiddelbar evaluering af interviewprocessen. Erfaringen herfra blev taget med til hovedundersøgelsen. Interviewene blev efterfølgende kodet for samspillet mellem interviewer og interviewperson. Den efterfølgende analyse viser, at der har været ganske få kritiske steder i interviewene, som dog langt opvejes af de tykkere beskrivelser, som både indgående kendskab til undersøgelsesfeltet og en udtalt tillid mellem interviewer og interviewperson har givet. Der er her tale om et selvstændigt, metodisk delresultat af undersøgelsen.
Den narrative tilgang har været meget frugtbar og sammenholdt med indgående kendskab til feltet, har den givet nogle meget dybe og tillidsfulde interviews, som ellers næppe havde været mulige. Men netop den narrative interviewform har også været projektets største udfordring. Kodningssystemet er således udarbejdet fra bunden med elementer fra livshistorieinterviews og dramaturgisk kodning, samt identifikation af verdenssynselementer i narrativerne. Stephen Toulmins argumentationsmodel er benyttet til at identificere det såkaldte backingelement i narrativerne. Hermed blev diakrone og normative verdenssynselementer tydelige. Slutteligt blev der kodet på konkret dialogisk handling såvel som diapraksis. Denne omfattende kategorisering har klarlagt et stort materiale, som slet ikke kan ydes retfærdighed i de nærværende rammer.
Metaforerne viste sig i mange sammenhænge som markante forklaringsnøgler i interviewene. Metaforer og metaforiske udtryk er fremhævet i afhandlingen, når der citeres fra interviewene. Samtlige metaforer er samlet efter interviewenes tematik og det vises, hvor henholdsvis krigsmetaforer og medvandringsmetaforer er blevet brugt af interviewpersonerne.
Men hovedanliggendet i undersøgelsen har været, om der kunne identificeres en sammenhæng mellem nogle give verdenssynsdimensioner med nogle givne dialoghandlinger eller fraværet samme. Derfor er der med henblik på en såkaldt FCA-analyse udarbejdet en matrix med 211 attributter. Disse er blevet til en induktiv proces, som så at sige gav underpunkterne til de 6 verdenssynsdimensioner. Processen måtte nødvendigvis være induktiv, fordi den anvendte form for FCA er baseret på valg af en række relevante spørgsmål, som hver interviewperson (objekt) helst skal kunne svare ja eller nej til. Af de udvalgte 211 attributter, som et objekt i systemet kan have, drejer 154 attributter sig om udvalgte verdenssyns aspekter (eller dimensioner).
FCA-kørslerne viser, at det er muligt at identificere sammenhænge mellem nogle verdenssynsdimensioner og konkret handling, og at det på den baggrund er muligt at give en profil af en religiøs formidler, der er dialogaktiv. Gennemgående er det formidlere, præster såvel som behandlere, der har en erfaringsbaseret spiritualitet, som har den bedste mulighed for at komme i dialog såvel som i praksisfællesskab med andre åndelige formidlere.
