Fængselsbetjentrollen bør forstås som et fag. Det konkluderer Lise Billund i sin ph.d.-afhandling: Arbejde og samarbejde i tvangsbårne relationer. Ph.d.-afhandlingen er gennemført med udgangspunkt i et feltarbejde på en afdeling i et lukket fængsel efterfulgt af en udviklingsproces med fængselsbetjente fra samme afdeling.
Afhandlingen viser, at selv om fængselsbetjente generelt er både kompetente og kvalificerede, så er det især uklart, hvilke krav der stilles til fængselsbetjentene, når de udfylder den mere pædagogiske eller ’bløde’ del af jobbet som støtte og motivator for de indsatte. Betjentene har kun sig selv at trække på i forhold til, hvordan de udfylder denne funktion, og deres forståelse af rollen tager afsæt i deres egne individuelle forestillinger, holdninger og værdier. På den måde kommer de til at stå meget alene. Lise Billund siger:
- Der er brug for et fælles fagligt grundlag, der kan støtte den enkelte fængselsbetjent i forvaltningen af faget, og som kan være retningsgivende ikke kun for den enkelte fængselsbetjent, men også for de ledere, der skal lede den enkelte fængselsbetjent i retning af en mere fagligt funderet praksis.
Øget viden højner det faglige niveau
Som en del af projektet har Lise Billund i samarbjede med fængselsbetjentene etableret faglige udviklingsmøder, hvor fængselsbetjentene kan forholde sig til egne, såvel som kollegers kontaktindsatte. Disse møder har vist sig at være en styrke i arbejdet på flere forskellige måder, fortæller Lise Billund:
- De faglige møder skaber en øget indsigt, som giver fængselsbetjentene et mere nuanceret syn på de indsatte, så de kan møde dem mere professionelt og med større empati og forståelse. Og så peger fængselsbetjentene i min undersøgelse på, at en effekt af den øgede videndeling og sparring er, at konfliktniveauet nedsættes, samtidig med, at de føler sig mindre alene i arbejdet. Udviklingsmøderne giver et refleksionsrum, hvor fængselsbetentene også kan bearbejde de følelsesmæssige påvirkninger, de udsættes for, fx trusler om overfald, voldsomme situationer med indsatte eller kolleger, der svigter. Det er vigtigt at de kollegialt kan støtte hinanden i at få bearbejdet oplevelserne.
Yderligere information
Kontakt
Lise Billund, e-mail: billund@hum.aau.dk, tlf.: 5171 9552