AAU indvier laboratorium med konkret og fysisk tilgang til læring og udvikling

AAU indvier laboratorium med konkret og fysisk tilgang til læring og udvikling

I Material Story Lab inddrages fysiske rekvisitter og omgivelser i læringssituationer og organisationsudvikling. Det kan f.eks. være at gennemføre organisatoriske forandringer ved at ændre på de fysiske rammer, så de aktivt understøtter den udvikling, som organisationen sigter mod.

Last modified: 22.10.2014

- I al for lang tid har materialiteten og det fysiske været en overset faktor, når man har snakket udviklings- og forandringsprocesser indenfor organisationer - og når man har snakket læringssituationer indenfor uddannelsesområdet. Material Story Lab sætter fokus på materialiteten, siger lab’ets leder Anete M. Camille Strand.

Den underliggende tankegang er, at mennesker er fysiske, og at enhver proces kan understøttes fysisk og materielt. Material Story Lab arbejder med udvikling og læring med fokus på tre slags materielle fortællinger:

  • Rum og fysiske rammers fortællinger
  • Kroppens fortællinger
  • Ting/artefakters fortællinger

I laboratoriet mødes ledere, kunstnere, designere, praktikere, forskere og studerende for at arbejde med læring og forandring indenfor en innovativ og kreativ praksisnær arbejdsramme. Et eksempel på en metode, som benyttes i Material Story Lab, er objektteater, der foregår konkret gennem opbygning af terrænborde ved hjælp af figurer placeret i særligt designede sandkasseborde. Metoden sikrer, at andre måder at vide på bringes i spil, så den såkaldte ’tavse’ viden og erfaring kan integreres i udviklings- og forandringsprocesserne.

Objektteater med terrænborde og figurer

Material Story Lab har eksisteret siden 2012, mens metoderne blev udviklet i 2008-2009 af Anete M. Camille Strand. Den officielle åbning af Material Story Lab finder sted fredag d. 31. oktober 2014 kl. 14-17 i lokale 10.14 (10. etage) på Nordkraft i Aalborg. Alle opfordres til at medbringe et artefakt eller en figur, som både kan udvide lab’ets samling og være et ’token of good faith’ på denne allehelgensaften. Læs mere i invitationen eller på cdo.aau.dk.

For yderligere information kontakt:
Adjunkt Anete M. Camille Strand
Mobil: 5171 9587
Mail: astrand@hum.aau.dk

Se billeder fra indvielsen

Klik her, hvis du ikke kan se billederne