Foto øverst: Folkeskoleelever visualiserer planters vækst på iPad
Når 5. klasse skal lære om spiring i naturfag, kan deres æstetiske egenproduktion af en film ”fra frø til plante” få dem til at forstå et komplekst naturfænomen.
Lungens anatomi studeres gennem augmented reality
Når sygeplejestuderende bruger levende lungebilleder, der projiceres på egen krop, i stedet for en statiske illustration af lungerne i en bog, øges deres mulighed for at få en nuanceret viden om lungens anatomi samt for at få et helhedssyn på patienten.
Udstillingen Art in Exile bruger visuelle virkemidler til at skabe debat
Når kunstinstitutioner tager fat på spørgsmålet om den aktuelle flygtningekrise i såkaldte sociale ’art practices’ og inviterer publikum til at indgå i dialog, skabes der gennem det visuelle ny indsigt i, hvad det vil sige at være flygtning.
Videokonference forbinder Konservatoriets undervisere og studerende i undervisning i Bach mellem København og Miami
Når musikkonservatorier underviser i musik på højeste niveau med studerende i både København og Miami, er det deltagernes billeder af hinanden på skærmen via videoforbindelse, der sikrer samspillet.
Disse er alle eksempler på måder at bruge visuelle strategier til at fremme læring og dialog, som det nye forskningscenter for Visual Studies and Learning Design udforsker. Centret, der i daglig tale kaldes ViLD, vil samarbejde med forskere, professionelle fra undervisningssektoren og med virksomheder, der ønsker en større forståelse af, hvordan viden bliver til gennem visuelle praksisser, hvad det visuelle kan, og hvordan dette i højere grad kan udnyttes i praksis.
Ifølge centrets leder, Mie Buhl, har det visuelle fået en større betydning i et samfund, hvor digitale medier spiller en øget rolle: - Digitale medier har betydet, at vi i stigende grad bruger og producerer billeder til at kommunikere med, til at forstå med og til at handle i verden med. Men der mangler fokus på, hvilke funktioner det visuelle konkret har og kan få i uddannelse og forskning på tværs af specialiserede områder samt i dannelseskontekster generelt. ViLD er et internationalt samlingssted for at udforske netop det. Vi ser det visuelle som et kompetencefelt for vidensdannelse i bredeste forstand, det være sig i folkeskole, videregående uddannelser, i erhvervslivet og i kunst- og kulturinstitutioner.
Forskningscenter ViLD er et netværk for forskere og andre fagpersoner med en visuel tilgang til vidensdannelse. I ViLD undersøges det visuelle potentialer på tværs af videnskabelige og uddannelsesmæssige fagområder som design, kommunikation, forskningsmetodologi, billedkunst, kultur, augmented reality, virtual reality, tegning, animation og programmering.
Invitation til åbningen af forskningscenter ViLD
Åbningen af ViLD markeres tirsdag d. 13. september, 2016, kl. 15-17,
Aalborg Universitet København, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV.
Se mere på vild.aau.dk samt www.facebook.com/vildresearch
Eftermiddagen byder på faglige oplæg og en række stande, hvor deltagerne i praksis kan opleve, hvad netværkets partnere arbejder med herunder sketching, virtual reality, augmented reality, instawalks, animation m.m.
Om ViLD
Forskningscentret ViLD er et netværk med base på Aalborg Universitet København.
Centret ledes af professor Mie Buhl fra Aalborg Universitet.
Partnerne i centret er:
- Aalborg Universitet
- Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
- Professionshøjskolen UCC
- The Animation Workshop
Derudover deltager en række professionelle individuelt. Se mere på vild.aau.dk
Kontakt
Mie Buhl, mib@hum.aau.dk, 2216 8918