Nyt forskningscenter vil flytte grænser for brug af spil

Nyt forskningscenter vil flytte grænser for brug af spil

Aalborg Universitet samler nu mere end 30 spilforskere i et nyt internationalt Center for Anvendt Spilforskning for at imødekomme branchens ønske om øget samarbejde. Forskernes mål er at udnytte spils potentiale til at skabe mere underholdende, mere lærerige og mere meningsfulde oplevelser for de tusindvis af danskere og milliarder verden over, der hver dag bruger digitale spil. Blandt centrets koordinatorer er Thorkild Hanghøj og Anders Drachen fra Institut for Kommunikation.

Last modified: 16.09.2015

Det nye Center for Applied Game Research (CEAGAR) skal koordinere forskningen på tværs af de institutter på Aalborg Universitet, der arbejder med anvendt spilforskning. Satsningen markeres den 23. september med spildemonstrationer og internationale gæsteforelæsere ved en åbningsreception på Aalborg Universitets afdeling i København, som råder over et særligt GameLab til forskning, udvikling og afprøvning af prototyper.

Blandt værterne og initiativtagerne er Henrik Schønau-Fog:

- Gennem de seneste år har der været en voldsomt stigende interesse for at udvikle og anvende spil inden for en lang række områder. Det gælder ikke kun underholdningsbranchen. Spil kan så meget mere, når de for eksempel anvendes til genoptræning, problemløsning, informationsformidling og som motivator i mange sammenhænge. Spil er et ekstremt tværfagligt felt med en industri, der udvikler sig meget hurtigt, og som altid er på forkant med den teknologiske udvikling. Det kræver brede samarbejder at følge med, og derfor er det oplagt, at vi i centret arbejder på tværs af discipliner og samler hele universitetets spilforskning på ét sted, fortæller Henrik Schønau-Fog.

Relationer til oplevelsesindustrien

Lars Reng skal blandt andet stå for centrets koordinering med industrien og spiludvikling som drivkraft for læring:

- Det er vigtigt, at forskning og udvikling af spil og spilteknologier sker i tæt samspil med spilindustrien eller praktikere som fx lærere eller museumsfolk, så vi sikrer, at Danmark i fremtiden er toneangivende. Derfor har vi opbygget meget tætte relationer til spil- og oplevelsesindustrien både herhjemme og internationalt. Spiludvikling har desuden en stor interesse hos unge, og denne lyst til at lære at skabe nye spiloplevelser kan motivere til at lære ellers udfordrende fag, såsom programmering og matematik, siger Lars Reng.

Gode grunde til spil i undervisningen

Det er også en central opgave for centret at imødekomme en stigende interesse blandt undervisere i at anvende computerspil og spildynamikker til at fremme læring i undervisning og træning:

- Vores undersøgelser tyder på, at der er masser af gode grunde til at anvende spil i undervisningen. Elever kan udvikle vigtige sociale og faglige kompetencer ved fx at bygge, beskrive og præsentere fælles konstruktioner i Minecraft. Eller man kan som lærer bruge computerspil til at gøre matematik mere meningsfuld for elever. Det kan fx ske ved, at eleverne får mulighed for at afprøve og forstå, hvordan matematik kan bruges til at få fordele i et spil, når man sammen kæmper mod monstre i online rollespil som Torchlight II, siger lektor Thorkild Hanghøj, der koordinerer CEAGAR’s forskning i brug af spil inden for uddannelse.

Kontakt

  • Henrik Schønau Fog: Adjunkt, ph.d., Institut for Arkitektur og Medieteknologi. Koordinerer forskning i spiludvikling og -design samt spilelementer som motivator. Tlf. 2673 7737.
  • Lars Reng: Studielektor, ph.d., Institut for Arkitektur og Medieteknologi. Koordinerer forskning i brug af spiludvikling i undervisningen, spilteknologier og -programmering samt industrikontakter. Tlf. 2724 1464.
  • Thorkild Hanghøj: Lektor, ph.d., Institut for Kommunikation. Koordinerer forskning i brug af spil i undervisningen. Tlf. 5172 8367.
  • Anders Drachen: Lektor, ph.d., Institut for Kommunikation. Koordinerer forskning i Game Analytics, business intelligence og Game User Research – samt generel pressekontakt. Tlf. 2939 0604.

Fakta

  • På verdensplan bruger flere end to milliarder mennesker sammenlagt mere end tre milliarder timer om ugen på digitale spil. Spilindustrien omsætter globalt for over 700 milliarder kroner om året og er en af de hurtigst voksende, teknologidrevne brancher. Samtidig er spil ikke kun underholdning, big business og big data, men også læring, uddannelse og træning. Hvert år udgives tusindvis af kommercielle læringsspil, som dagligt benyttes i undervisningen.
  • Danmark har historisk set haft en stærk position inden for spilforskning, og Aalborg Universitet har den største koncentration af spilforskere i Danmark, på tværs af fag og institutter, samt gennem veletablerede samarbejder med industrien. Aalborg Universitet har derfor arbejdet på at samle disse forskere fra alle institutter i Aalborg, Esbjerg og København, og kræfterne forenes nu i The CEnter for Applied GAme Research (CEAGAR).
  • Forskningscentret koordinerer forskning fra mere end 30 forskere på tværs af Aalborg Universitet, der alle arbejder med udvikling og anvendelse af spilteknologier til f.eks. underholdning, sundhed eller læring. Centret koordineres via forskere på Aalborg Universitets afdeling i København, som har tilknyttet et GameLab til udvikling og afprøvning af prototyper. Centret har tæt samarbejde både med spilindustrien og med en række forskellige organisationer, der anvender spil. Fx skoler, museer og læreruddannelser.
  • Læs mere på CEAGAR´s website (game.aau.dk).

Åbningsreception

  • Åbningen af CEAGAR markeres med en reception d. 23. september fra kl. 14.30-17 på Aalborg Universitets campus i Sydhavnen, København, hvor centrets koordinatorer indledningsvis vil gennemgå centrets visioner og igangværende forskningsprojekter. Tilmelding sker online.
  • Derudover vil der inden den officielle åbning være en gæsteforelæsning kl. 13.30 ved professor Sasha Barab, der er leder af Center for Games and Impact på Arizona State University, hvis formål er at udvikle spil til at løse samfundsmæssige udfordringer. Sasha Barab  har ledet udviklingen af flere læringsspil rettet mod skoler og læreruddannelser og vil præsentere nogle af de mange muligheder og udfordringer, som er knyttet til at anvende spilbaseret læring i praksis.
  • Efterfølgende vil der være mulighed for at møde en række af CEAGAR’s samarbejdspartnere og se eksempler på forskellige spil og tilgange til spilbaseret læring.
  • Dagen inden (tirsdag d. 22/9 kl. 13-17) vil der som optakt blive afholdt et seminar om forretningsmuligheder med spilbaseret læring. En af oplægsholderne er Alan Gershenfeld fra E-Line Media i USA, som vil fortælle om erfaringerne og udfordringerne med at udvikle rentable spil til undervisningsbrug. Alan Gershenfeld vil også med udgangspunkt i det kommercielt succesfulde spil ”Never Alone”, som handler om Alaskas eskimoer, tale om udviklingen af en helt ny spilgenre,  World Culture Games, der også kan anvendes i undervisningen.