Nye redskaber til sygeplejersker og andre i kontakt med døende

Det kan være svært for sygeplejersker og faglige medarbejdere i palliative teams på fx hospices og plejehjem, at stå ansigt til ansigt med døden og de store spørgsmål, der melder sig hos patienter og pårørende. Ny forskning viser en ny vej til samtale om livet og døden.

Last modified: 25.04.2016

Sygeplejersker og andre omsorgspersoner, der arbejder med døende og deres pårørende, kommer i situationer, hvor de må forholde sig til store filosofiske, religiøse og eksistentielle spørgsmål som, ”Hvad er håb, egentlig?” Her kan mange omsorgspersoner komme til kort, for der er ingen professionel måde at svare og handle i sådanne situationer, og de kan opleve det som at ramme en mur.

Hidtil har man inden for det palliative felt og i rehabilitering trukket på psykologien og teologien, når det kom til eksistentiel og åndelig omsorg. Men hvad nu hvis præsten eller psykologen ikke er til stede i situationen, når behovet for den type omsorg opstår? Eller hvis patienten eller den pårørende ikke er troende eller er der, hvor man ikke ønsker psykologisk hjælp?

Professor Finn Thorbjørn Hansen fra Center for Dialog og Organisation har i forskningsprojektet ’Udvikling af eksistentiel samtale på Anker Fjord Hospice’ samarbejdet med Anker Fjord Hospice om at undersøge, hvordan man som omsorgsperson kan yde åndelig omsorg fra et filosofisk ståsted. I dag indgår undringsværksteder på lige fod med den psykologiske supervision og religiøse sjælesørgersamtaler på Anker Fjord Hospice. Dette tredje og filosoferende samtalerum har givet personalet et nyt sprog i samtalen med patienten eller den pårørende. Finn Thorbjørn Hansen uddyber:

- Personalet på Anker Fjord Hospice giver udtryk for, at de med denne filosofiske undringstilgang og samtaleform fik en ny tværfaglig sproglighed omkring eksistentiel og åndelig omsorg. Ved at lære at ’stå i det åbne’ på denne undrende og sokratiske måde lærte de at være mere nærværende til stede i øjeblikket. Personalet mener, at deres evne til at foretage et intuitivt og fagligt skøn er blevet skærpet, fordi de er blevet mere åbne overfor det forunderlige i den almindelige hverdag og nu bedre kan høre, hvad det er, den konkrete situation eller relation kalder dem til at gøre i øjeblikket. Og så har det også været nyt for dem at kunne slippe det ’professionelle greb’ i den slags samtaler og gå fra en gøre-mentalitet til en være-mentalitet. Det har bl.a. betydet, at de bedre kan mødes med patienten, den pårørende eller den ramte kollega i et reelt undringsfællesskab menneske-til-menneske uden at nogen har en metode eller et svar i baghånden.