Ny app skal gøre en forskel for sårbare unge

Ny app skal gøre en forskel for sårbare unge

- Her ender et forskningsprojekt ikke bare som en rapport på hylden, men kommer ud og flytter noget for borgere i samfundet, siger professor mso Anne Marie Kanstrup fra Institut for Kommunikation, som sammen med en række samarbejdspartnere netop har modtaget knap 1 mio. kr. fra TrygFonden til at udvikle en app. Den kan støtte bl.a. sårbare unge i at danne og fastholde motionsnetværk i deres nærområde.

Last modified: 03.04.2017

Unge med angst og depression har ofte et lavt fysisk aktivitetsniveau og vanskeligt ved at skabe netværk, men det kan motionsnetværk med ligesindede ændre på. Det viste pilotprojektet ”PatientNetværket”, der blev afsluttet ved årsskiftet, og som bl.a. forskere fra AAU stod bag. Det pegede dog også på, at det er nødvendigt med sociale teknologier til at understøtte motionsnetværkene.

Med en bevilling på 997.500 kr. fra TrygFonden vil forskere fra Dansk Center for Sundhedsinformatik på Aalborg Universitet og en række samarbejdspartnere derfor udvikle og evaluere app’en ”MOVE”, som kan støtte sårbare unge i at etablere og fastholde motionsnetværk med ligesindede i nærområdet.

- Her ender et forskningsprojekt ikke bare som en rapport på hylden, men kommer ud og flytter noget for borgere i samfundet. MOVE-projektet er nemlig et innovationsprojekt, hvor forskning omdannes til et konkret værktøj, der kan anvendes af unge og sundhedspersonalet. Det er vores vision, at vi med den mobile app vil kunne støtte sårbare unge, og måske også andre sårbare borgere, til at blive en del af sunde netværk. App’en vil være gratis og mulig at anvende for alle, så snart den er færdig, siger professor Anne Marie Kanstrup fra Institut for Kommunikation, som er leder af det nye projekt, og fortsætter:

- Vi er derfor meget glade for TrygFondens donation, da den gør det muligt for os at bygge videre på de gode resultater fra vores pilotprojekt, hvor sårbare unge oplevede at blive en del af et sundt fællesskab. Fokus i netværket var på at være sund, ikke syg, hvilket gjorde en stor forskel for mange af de unge, og nu får vi mulighed for at brede resultaterne ud til flere.

Brugerne inddrages i udviklingsarbejdet

Det er ikke meningen, at app’en skal erstatte nuværende sundhedsindsatser, men supplere de eksisterende tilbud og give sårbare unge let adgang til at mødes med ligesindede via et overskueligt online-netværk. I den forbindelse viste pilotprojektet, at flere unge i målgruppen oplevede kommunikationen via bl.a. Facebook som massiv og krævende. Det er derfor de unges egne ideer til en app, der danner udgangspunkt for MOVE, og kommende brugere vil også blive inddraget i udviklingen app’en, så den matcher målgruppens behov bedst muligt.

Bag donationen står TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland, og her glæder man sig til resultaterne af det nye projekt.

- Mentale helbredsproblemer gør livet svært for mange børn og unge i dag. I TrygFonden arbejder vi derfor for, at flere børn og unge får tidlig og kvalificeret hjælp, når deres mentale sundhed er truet. Samtidig finder vi det afgørende for børn og unges trivsel, at de føler tryghed og har en plads i et positivt fællesskab. Erfaringerne med det foregående projekt PatientNetværket har været rigtig gode, og parterne bag ønsker nu at forbedre indsatsen, så effekten kan blive endnu større – til gavn for sårbare unge i Aalborg, men på sigt også i resten af landet. Den indsats er vi glade for at støtte, siger Henning Krabbe, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland.

 

Fakta:

- Forskningsprojektet MOVE sker i et samarbejde mellem professor mso Anne Marie Kanstrup fra Institut for Kommunikation, lektor Pernille Bertelsen fra Institut for Planlægning, Lægeklinikken Sløjfen i Aalborg Øst, Aalborg Kommunes Sundhedscenter samt Forskningsenheden for Almen Praksis i Aalborg

- App’en udvikles i samarbejde med virksomheden Snapp.

- Parterne modtog fredag den 31. marts en check på 997.500 kr. fra TrygFonden ved et arrangement på AAU i Rendsburggade 14 i Aalborg

- Første udgave af app’en forventes at være færdig i løbet af efteråret, og herefter skal den evalueres i samarbejde med sårbare unge

- Den endelige app forventes at være klar i foråret 2018

 

For yderligere information kontakt venligst

Professor mso Anne Marie Kanstrup på tlf.: 99 40 31 70 eller på e-mail: kanstrup@hum.aau.dk