Aalborg Universitet har modtaget meddelelse om, at Akkrediteringsrådet har besluttet at give AAU’s bacheloruddannelser i Humanistisk Informatik i Aalborg og København en betinget akkreditering. Dermed har Akkrediteringsrådet fulgt indstillingen fra Akkrediteringsinstitutionen. Med beslutningen får AAU to år til at løse de kvalitetsproblemer på uddannelsen, som Akkrediteringsinstitutionen har påpeget.
"Det er med stor glæde og lettelse, at vi har modtaget beskeden om Akkrediteringsrådets beslutning, som betyder, at vores bacheloruddannelser i Humanistisk Informatik kan fortsætte", siger rektor Per Michael Johansen. "Universitetet har gjort en stor indsats for at styrke kvaliteten af uddannelserne siden sommeren 2013, og det arbejde vil vi fortsætte målrettet fremover. Vi er især glade på vegne af vores studerende og ansatte på Humanistisk Informatik, som nu kan fortsætte deres studier og arbejde på AAU. Vi er også glade og taknemmelige for den støtte, vi har fået fra uddannelsens aftagere og samarbejdspartnere".

Humanistisk Informatik i både Aalborg og København kan fortsætte
Last modified: 19.01.2015