Bæredygtig udvikling på skoleskemaet skal sikre fremtidens grønne arbejdskraft

Bæredygtig udvikling på skoleskemaet skal sikre fremtidens grønne arbejdskraft

Danmark og resten af verden står overfor en fundamental grøn omstilling af hele samfundet, men der mangler kvalificeret arbejdskraft. Børn og unge er fremtidens arbejdskraft, og derfor er det afgørende at sætte bæredygtig udvikling på skoleskemaet. Et storstilet samarbejde skal udvikle digitale løsninger og sikre, at den grønne omstilling bliver en del af skoleundervisningen.

Last modified: 08.06.2022

De nationale og internationale mål for CO2-reduktioner er udfordret af en alvorlig mangel på kompetent arbejdsstyrke. Ifølge Dansk Industri kommer Danmark til at mangle 290.000 medarbejdere alene i energisektoren i løbet af de næste 10 år.

For at imødegå dette behov er et nyt stærkt konsortium, som Innovationsfonden har investeret 19 mio. kroner i, gået sammen under navnet GreenEdTech. Målet er at udvikle folkeskolen fundamentalt, så grøn omstilling bliver en del af undervisningen i alle fag. Et andet mål er at øge elevernes motivation for at vælge karriere med fokus på bæredygtig udvikling. Udover at skabe flere grønne jobs, skal GreenEdTech samtidig give fremtidens unge en bedre forståelse for klimaforandringernes konsekvenser og de nødvendige bæredygtige løsninger.

Hovedpartnerne i projektet er Aalborg Universitet, VIA University College og virksomheden Clio, der udvikler digitale undervisningsmaterialer. Projektleder og lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet Rikke Magnussen siger:

- GreenEdTech har en meget stærk energi og vilje til at lave den her omstilling, fordi vi er så mange aktører herunder industri, universiteter, læreruddannelser osv. Det vidner om et stærkt engagement til at sætte den grønne omstilling på dagsordenen i klasseværelset. Det enkelte menneske kan ikke løfte opgaven alene, og derfor skal de store omstillinger ske i et større samfundsperspektiv.

Folkeskolen får ny digital undervisningsplatform

Virksomheden Clio skal udvikle en læringsplatform, der kommer til at stille en helt ny type undervisningsmaterialer gratis til rådighed for folkeskoler i Danmark. Thomas Tønnesen, der er Head of Clio Partners, fortæller:

- Den platform og de metodikker, vi udvikler sammen med resten af konsortiet, henter inspiration fra Citizen Science. En lignende teknologi findes ikke i dag på hverken vores eller andre platforme. Grundtanken er differentieret undervisning og tværfaglighed, og det er centralt i denne sammenhæng, for der er brug for mange slags fagligheder til at takle den grønne omstilling.

Allerede efter tre år forventer Clio, at 200.000 elever på 7-10. klassetrin arbejder på den nye platform, og med tiden vil 90% af alle folkeskoler få adgang til platformen.

Lærere klædes på til at undervise i bæredygtig udvikling

For at nå i mål med en god undervisning er det nødvendigt at understøtte lærerne med nye kompetencer, fordi undervisningen bygger på en særlig tilgang, hvor eleverne skal arbejde sammen med industrien om at finde bæredygtige løsninger på virkelige problemstillinger.

Derfor understøtter GreenEdTech også bæredygtighed i uddannelse af lærere og andre fagprofessionelle. Raffaele Brahe-Orlandi, der er docent på VIA University College, siger:

 - VIA uddanner mere end 500 lærere om året, og det er helt essentielt at udvikle deres bæredygtighedskompetencer for at skabe forandring ude på skolerne. GreenEdTech fokuserer på, at eleverne skal lære at handle på bæredygtig udvikling og løse problemer – ikke kun vide noget om emnet. Læreruddannelsen er derfor helt central i den sammenhæng: De kommende lærere skal uddannes til forandringsagenter i grundskolen, hvor den næste generation skal dannes til en fælles bæredygtig fremtid.

Projektet løber fra 1. maj 2022 til 1. maj 2026. Det samlede budget er på ca. 38 millioner kr., hvoraf halvdelen kommer fra Innovationsfonden.

Fakta

  • Projektets navn: Green transition of Education and educational Technology (GreenEdTech).
  • Det samlet budget for GreenEdTech er 38.090.181 kr., heraf 19.031.555 millioner kr. fra Innovationsfonden.
  • Projektet løber fra 1. maj 2022 – 1. maj 2026.
  • GreenEdTech konsortiet består af Aalborg Universitet, VIA University College, Clio, samt tætte samarbejdspartnere CONCITO, Green Hub Denmark, Dansk Industri Digital, Haldor Topsøe, Grundfos, Aarhus Universitet og Styrelsen for IT og Læring.

For yderligere information kontakt

Aalborg Universitet: Projektleder og lektor Rikke Magnussen: tlf: 2013 4520/e-mail: rikkem@ikp.aau.dk

Clio: er Head of Clio Partners Thomas Tønnesen: tlf: 20636435 /e-mail: thotoe@clio.me

VIA University College: Docent Raffaele Brahe-Orlandi: tlf.: 30284803/e-mail: RABO@via.dk

Aalborg Universitet: Journalist og presserådgiver: tlf. 9356 2377, janegj@adm.aau.dk